Stigende aktivitet og væsentligt forbedret resultat i Munck Gruppen

15. december 2020  |  

Munck Gruppen A/S har i regnskabsåret 19/20 øget sin omsætning til 2,5 mia. DKK. De samlede danske aktiviteter løfter både omsætning og overskud. De udenlandske aktiviteter vokser ligeledes og står for knap 25 % af omsætningen og leverer et fornuftigt resultat. Afviklingen af tabsgivende projekter i Island har dog igen påvirket resultatet negativt. Koncernens resultat ender derfor på 80 mio. DKK før skat.

 

Efter tre år med skuffende resultater især som følge af Munck Gruppens opkøb i Island er det lykkedes koncernen at arbejde sig tilbage på rette kurs. Selvom koncernen i det netop afsluttede regnskabsår har været mere påvirket af tab i Island end forventet, har de øvrige aktiviteter præsteret tilfredsstillende. Året har været præget af en række vellykkede større projekter, mens den øvrige forretning ligeledes har haft en god udvikling. På tværs af selskaberne har året budt på høj aktivitet, og den samlede omsætning er steget med 280 mio. DKK, hvilket er over 10% højere end året før.
De udenlandske projekter har været påvirket af det globale udbrud af COVID-19 og de deraf følgende rejserestriktioner, mens de danske selskaber har formået at fastholde en høj aktivitet og præsterer sammenlagt et tilfredsstillende resultat.

 

”Efter tre år, der især har været præget af store tab i Island, er det en fornøjelse at se den samlede forretning tilbage i god form. Selvom Island har påvirket os mere i år end forventet, har vi i det væsentlige lagt det bag os, og vi vurderer, at påvirkningen fra Island fremover vil være meget begrænset.

 

Til gengæld har de danske selskaber præsteret tilfredsstillende efter omstændighederne. Vi har – som resten af verden – været udfordret af de omfattende rejserestriktioner i årets løb, men ikke desto mindre er det lykkedes os at nå godt i mål i store dele af forretningen”, udtaler direktør Hans Christian Munck.

 

Munck Havne & Anlæg har i det forgangne år øget aktiviteterne inden for trafikal infrastruktur på tværs af Danmark. Disse opgaver indbefatter bl.a. en udvidelse af Østhavnsvej på Århus Havn, etablering af nye standpladser i Københavns Lufthavn og samt renovering og genskabelse af det historiske Nyborg Torv.

 

Munck Forsyningsledninger har oplevet stigende aktivitet inden for etablering af både fjernvarme- og fiberforbindelser, og selskabet har også i perioden gennemført større projekter med nedgravning af højspændingsledninger.

 

I Grønland har Munck Civil Engineering i samarbejde med Munck Havne & Anlæg haft travlt med anlægget af to nye atlantlufthavne i henholdsvis Nuuk og Ilulissat. Munck Asfalt har ligeledes været involveret i etableringen af et stort nyt asfaltvæk i Nuuk. Værket er blevet opstillet i samarbejde med Sermersooq Kommune, og skal i første omgang bruges til anlægget af lufthavnen, hvorefter værket overtages af kommunen.

 

I Ghana nærmer Munck Civil Engineering sig afslutningen på et stort Danida-støttet vej- og broprojekt, som forventes afleveret inden sommeren 2021.

 

Disse projekter er alle i tråd med Munck Gruppens strategi om at deltage i større infrastrukturprojekter i både Danmark og udlandet. Koncernen arbejder til stadighed med at identificere nye projekter, der kan udvikle Munck Gruppen og øge koncernens aktiviteter.

 

Munck Gruppens polske selskab, Tarcopol Sp.z.o.o., er som forventet kommet fornuftigt gennem året med et bedre resultat. Selskabet forventer at kunne fortsætte denne udvikling i den nye år.

 

Resultater og forventninger
Aktiviteten i Munck Asfalt A/S har ligget på et lavere niveau, men på trods af den hårde konkurrence i asfaltbranchen er det lykkedes at fastholde et positivt resultat på samme niveau som sidste år, hvilket dog stadig ikke er tilfredsstillende. Selskabet forventer ikke en væsentlig stigning i aktiviteten inden for asfaltmarkedet, men arbejder hårdt for at forbedre resultatet.

 

Munck Forsyningsledninger A/S har haft en meget høj aktivitet og præsterer et godt og væsentligt bedre resultat end i 2018/19. Selskabet har en solid ordrebeholdning og forventer et lignende resultat i 20/21.

 

Munck Havne & Anlæg A/S har igen i år øget aktiviteten væsentligt, og selskabet har samtidig forbedret indtjeningen, så den nu ligger på et tilfredsstillende niveau. Selskabet forventer at kunne fastholde den nuværende høje aktivitet med et tilsvarende tilfredsstillende resultat i det nye år.

 

For det nye år forventes samlet set for koncernen et uændret aktivitetsniveau, men et væsentligt forbedret resultat.

 

Koncernen beskæftiger samlet set omkring 1.500 medarbejdere.

 

Corporate Social Responsibility – lokalt og globalt
Munck Gruppen har på tværs af selskaberne fokus på at udvise en samfundsansvarlig adfærd i sit arbejde. Koncernen arbejder systematisk med miljø- og klimamæssige forhold i produktion og processer og søger til stadighed at reducere sit ressourceforbrug og minimere påvirkningen af det eksterne miljø.

 

Samtidig er det en mærkesag for Munck Gruppen at påtage sig et ansvar for det omkringliggende samfund – både i lokalområdet i Danmark og på koncernens projekter rundt omkring i verden. I forbindelse med Munck Civil Engineerings arbejde i Ghana har selskabet gennemført et større CSR-projekt, der omfatter en forbedring af områdets vandforsyning i form af lokale pumpebrønde samt opgradering af afvandingssystemet på et lokalt hospital.

 

Uddannelse af medarbejdere og forbedring af arbejdsmiljøet har ligeledes høj prioritet. Som en del af koncernens CSR-politik oprettes hvert år et stort antal praktikpladser, arbejdsprøvninger og særlige ansættelser – både i Danmark og i udlandet. Dette er også tilfældet på lufthavnsprojekterne i Grønland, hvor vi som del af vores kontrakt har forpligtet os til at antage lærlinge fra Grønland inden for en række discipliner. Disse lærlinge vil være en del af projekterne gennem hele deres uddannelsesforløb.

 

Munck Gruppen ønsker at tage medansvar for uddannelse af næste generation, og derfor ansættes hvert år både asfaltørelever, kontorelever, brolæggerelever, anlægsstruktørelever, procesoperatørelever, entreprenørmaskineelever og EGU-elever. Det samlede antal elever, som er beskæftiget i Munck Gruppens selskaber, er fortsat stigende, og en stor del af de unge mennesker fastansættes efter endt læretid.

 

For yderligere information, kontakt adm. direktør Hans Christian Munck på 63 31 35 35 eller 40 52 32 62.

Se flere nyheder

Ønsker du tilbud eller at blive kontaktet af Munck Asfalt?

Send forespørgsel