6. marts 2017 | Munck Asfalt a/s Prisen som Danmarksmester i Arbejdsmiljø uddeles af 3F og Asfaltindustrien.
Hvert år afholder 3F og Asfaltindustrien en kampagne for at skabe opmærksomhed omkring arbejdsmiljøet i asfaltbranchen og sikre et højt sikkerhedsniveau. Det er 7. gang i år at kampagnen afholdes.
Som en del af kampagnen er der to konkurrencer – en for holdene, hvor man kan blive årets hold og vinde en julefrokost og en for virksomhederne, hvor man kan blive asfaltbranchens danmarksmester i arbejdsmiljø og vinde 3F’s og Asfaltindustriens vandrepokal.
Munck Asfalt har vundet holdkonkurrencen i både 2010, 2015 og igen i 2016, men det er første gang at vandrepokalen tildeles Munck Asfalt.
For at vinde vandrepokalen, skal man have klaret sig godt i Asfaltindustriens årlige ulykkesstatistik, hvor der ses på antallet af ulykker med fravær i forhold til antal præsterede arbejdstimer (ulykkesfrekvens, UF) og på alvorligheden målt ud fra fraværet (ulykkesfraværsfrekvens, FF)
Asfaltindustrien og Munck Asfalt har samme mål, nemlig en ulykkesfrekvens UF < 10 (mindre end 10 ulykker på 1 mio. arbejdstimer) og en ulykkesfraværsfrekvens FF < 1,0 (mindre end 1,0 fraværstime pr. 1.000 arbejdstimer)
I 2016 har Munck Asfalt haft langt færre ulykker sammenlignet med de andre virksomheder i asfaltbranchen, idet vi ligger lavest i både ulykkesfrekvens (4,3 mod 11,5) og ulykkesfraværsfrekvens (0,7 mod 1,5).
Vi er derfor stolte over at vi har fået arbejdsmiljøprisen og kan kalde os Danmarksmestre i Arbejdsmiljø 2017. Pokalen blev overrakt af Asfaltindustriens Arbejdsmiljøkonsulent Trine Leth Kølby i forbindelse med at Munck Asfalt afholdte deres supplerende arbejdsmiljøuddannelse på hovedkontoret i Nyborg den 28. februar 2017. Adm. direktør Jens-Kristian Damsgaard udtaler:
”Jeg er rigtig stolt og glad for at Munck Asfalt får overrakt arbejdsmiljøprisen og dermed kan kalde sig Danmarksmester i Arbejdsmiljø 2017. Det er jeg specielt fordi sikkerhed er vigtig og altid står øverst på vores dagsorden "Sikkerhed frem for alt!" Men også fordi jeg synes, vi har fortjent den, idet der er og bliver gjort rigtig meget for at holde sikkerheden i orden. Tak til 3F & Asfaltindustrien, og tillykke til alle medarbejderne i Munck Asfalt og tak for indsatsen for en bedre sikkerhed på vores arbejdsplads.”
På billedet nedenfor ses adm. direktør Jens-Kristian Damsgaard og pokalen sammen med Asfaltindustriens Arbejdsmiljøkonsulent Trine Leth Kølby og QMS koordinator Signe Benche - sammen med vores arbejdsmiljøorganisation, som i bogstaveligste forstand danner grundlag og baggrund for det hele.
|
Kontakt os