Munck Asfalt i tæt opløb om Årets Arbejdsplads 2017

1. december 2017  |  

Gennem mere end 20 år har 3F kåret Årets Arbejdsplads for at fremhæve de gode virksomheder, som medarbejderne er stolte af. Virksomhederne kan kun deltage i konkurrencen, hvis de bliver indstillet af en af deres ansatte 3F-medlemmer. Og det var netop, hvad Munck Asfalt a/s, blandt 170 andre virksomheder, blev tilbage i foråret:

Jeg valgte at indstille Munck Asfalt (dengang LKF Vejmarkering) på grund af den måde, de håndterede min situation på, da min kæreste blev syg af kræft, og jeg sidenhen mistede hende og stod alene med min datter på 2,5 år. De har hjulpet mig med at få arbejde og privatliv til at harmonere fra dag ét, og det er jeg meget taknemmelig for”, fortæller entrepriseassistent Brian Hansen.

Administrerende direktør i Munck Asfalt, Jens-Kristian Damsgaard, er beæret over indstillingen:

”Det glæder mig at opleve, at der sker ledelse efter vores værdier - enkelthed, respekt, rettidig omhu - og at det giver mening og, som i denne her situation, ligefrem bliver påskønnet af en medarbejder”.

Blandt de sidste tre finalister

Ud af de i alt 170 indstillede virksomheder til prisen blev tre valgt ud til finalen. I går eftermiddags blev resultatet af dommerpanelets vurdering endeligt offentliggjort ved 3Fs erhvervs- og vækstkonference, Vision Danmark, som foregik i DRs Koncerthus i København.

Malmos Landskaber vandt titlen, mens dommerpanelet placerede Munck Asfalt og DEIF på en delt andenplads. I vurderingen er der taget højde for kriterier som løn og arbejdsvilkår, arbejdsmiljø og sundhed, uddannelse, klima, samfundsansvar og virksomhedsudvikling.

”Vi ville selvfølgelig gerne have vundet, men at være nået så langt i opløbet om at blive Årets Arbejdsplads, synes jeg bestemt også, at vi kan være godt tilfredse med. Indstillingen og senere 3Fs nominering til prisen viser, at Munck Asfalt er en spændende og god arbejdsplads, hvor sikkerhed, trivsel og respekt for vores medarbejdere prioriteres højt, fortæller den stolte direktør, Jens-Kristian Damsgaard, og fortsætter:

”Derfor fortjener Brian Hansen en stor tak for at have indstillet os, ligesom jeg også gerne vil sige tak til 3F for at have nomineret os og tildelt os en flot 2. plads. Og så skal der, ikke mindst, siges tak til den tidligere ledelse i LKF Vejmarkering (før vi købte selskabet) – æren ved at være indstillet til Årets Arbejdsplads 2017 kan i høj grad tilskrives deres respektfulde håndtering af Brians situation tilbage i 2015", afslutter han.

Brian Hansen deltog ved kåringen sammen med tillids- og sikkerhedsrepræsentanter samt medlemmer fra ledelsen i Munck Asfalt og HR.

For andenpladsen fik Munck Asfalt overrakt et gavekort på 15.000 kr.. Beløbet vil blive doneret til Kræftens Bekæmpelse.

Se flere nyheder

Ønsker du tilbud eller at blive kontaktet af Munck Asfalt?

Send forespørgsel