Mød to af Muncks procesoperatørelever

1. april 2022  |  

I Munck bydes løbende velkommen til nye elever inden for en lang række områder. I artiklen her møder vi Niclas, som er procesoperatørelev på Muncks Asfaltfabrik i Fjeldsted, og Kristian, der blev fastansat på asfaltfabrikken i Langeskov efter endt elevtid.

Hos Munck Gruppen prioriteres læring og uddannelse højt, og med afdelinger og projekter over hele landet er der rig mulighed for forskelligartede praktik- og elevforløb. Én af Muncks elever er Niclas Hansen, der er ved at uddanne sig til procesoperatørelev, og derfor har sin daglige gang på asfaltfabrik i Fjeldsted.

Fik hurtigt stor interesse for asfalt
På Muncks asfaltfabrik i Fjeldsted arbejder Niclas med at planlægge og optimere asfaltproduktionen. Hans faglige fokus er procesoptimering og kvalitetssikring - og så er han med til at løse de udfordringer, der opstår undervejs.

At Niclas kom i lære hos Munck Asfalt som procesoperatør var lidt af et tilfælde:
”Det startede med, at jeg fik tilbudt en uges praktik, hvor jeg fik forståelse for, hvad procesoperatørfaget går ud på. Før det havde jeg aldrig hørt om uddannelsen. At få lov til at ’få hænderne i asfalten’ fangede med det samme min interesse, og jeg takkede derfor ja, da jeg efterfølgende blev tilbudt en elevplads.”

Beslutningen har han ikke fortrudt:
”Det er jo komplicerede processer, så til at starte med brugte jeg en del tid på at følge med på skærmene, som viser en simulering af hele asfaltværket. Det gav en god forståelse, og nu synes jeg jo bare, det er helt vildt fedt at producere asfalt!”, fortæller han.

Niclas Hansen foran asfaltfabrikken i Fjeldsted
Niclas Hansen foran asfaltfabrikken i Fjeldsted.

Frihed under ansvar
Glæden ved asfaltproduktion deler fabriksmand Christian Larsen, som også ser stor værdi i at uddanne unge mennesker inden for faget:

”Det giver rigtig god mening for os at uddanne de unge inden for operatørdelen. Eleverne er et friskt pust i hverdagen, og de bidrager ofte med nye perspektiver på problemløsningen,” fortæller han og fortsætter:

”Som procesoperatørelev hos Munck har man gode muligheder for personlig og faglig udvikling, og man kan få stort ansvar, hvis man har lysten og evnerne til at bære det. Eleverne lærer at samarbejde tæt i mindre teams, hvor man er afhængige af hinanden. Og så lærer de at kommunikere med både kunder og leverandører.”


Christian Larsen på fabrikken i Langeskov.

Kristians vej fra elev til fastansat procesoperatør
Også Kristian Holdt har haft en lærerig og sjov elevtid hos Munck Asfalt. Og da han efter endt elevtid skulle begynde sit fuldtidsarbejde, blev det da heller ikke på ukendt terræn. I november 2021 blev han nemlig fastansat i Munck Asfalt som procesoperatør.

”For mig var Munck et godt sted at komme hen. Her er frie tøjler, og man kan få lov til at rode med mange forskellige ting, så længe man løser sine arbejdsopgaver. At blive inddraget i de forskellige problematikker, der kan opstå i en produktion, og være med til at løse dem, giver rigtig god praktisk erfaring, som supplerer den teori, man gennemgår på skolen”, fortæller Kristian og fortsætter:

”Jeg er superglad for at kunne fortsætte her hos Munck, selvom jeg nu er færdig med uddannelsen. Jeg har mange af de samme arbejdsopgaver, som da jeg var elev, men bygger hele tiden ovenpå og møder løbende nye komplekse problemstillinger.”


Kristian Holdt overvåger fabrikkens processer.

Drømmer du også om en fremtid i Munck?
Hos Munck søger vi løbende nye elever inden for en bred vifte af områder.

Kunne du tænke dig at være struktør, maskinfører, asfaltør, procesoperatør, indkøber eller kontor- eller administrationsassistent? Så kan du tage et kig på vores ledige stillinger og sende din ansøgning her.

Se flere nyheder

Ønsker du tilbud eller at blive kontaktet af Munck Asfalt?

Send forespørgsel